topbanner=nyheder.jpg;

 

Årets Energibundt 2020 skal kåres

07.10.2020

Årets Energibundt 2020 skal kåres.

Ørsted og Danmarks Idrætsforbund sætter med prisen Årets Energibundt 2020 fokus på det utrættelige arbejde, tusinder af frivillige yder i idrætsforeninger i hele Danmark. En indsats, der på trods af et turbulent corona-år, betyder, at børn, unge og voksne kan dyrke deres sport og nyde godt af sammenholdet i lokalforeningerne. Med prisen følger 75.00 kroner, og man kan nu nominere ildsjæle til prisen.

Corona har vendt op og ned på dagligdagen for alle danskere. Med aflyste træninger og arrangementer er idrætsforeningerne og deres medlemmer ingen undtagelse.

Det er derfor vigtigere end nogensinde at hylde idrættens hverdagshelte, som går forrest og særligt bidrager til sammenholdet i danske idrætsforeninger.

Prisen Årets Energibundt går til en træner, holdleder, hjælper eller en helt fjerde, der med en særlig indsats bidrager til sammenholdet i en idrætsforening. For femte år i træk uddeles prisen og de medfølgende 75.000 kroner ved DR-showet SPORT 2020

Medlemmer og alle andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger har frem til den 1. november 2020 mulighed for at indstille Årets Energibundt på orsted.dk/energibundt.

”Det forgange år har været ekstremt udfordrende for dansk idræts- og foreningsliv. Derfor er der mere end nogensinde brug for, at vi hylder alle de frivillige ildsjæle, som binder dansk idræt sammen, og som ikke mindst har ydet en kæmpe indsats for at få idrætshjulene til at køre i en tid med corona, restriktioner og talrige udfordringer. Vi glæder os til i de kommende måneder at fejre vores mere end 470.000 ildsjæle i DIF-idrætten og kåre Årets Energibundt 2020,” siger Thomas Bach, næstformand i Danmarks Idrætsforbund.  

Frivillige afgørende for sammenholdet
Der er ikke faste kriterier for, hvad der skal til for at blive nomineret til Årets Energibundt. Det centrale i udvælgelsen er, at de frivillige er med til at gøre en forskel og sikre de rammer og det sammenhold, der er afgørende for foreningerne og deres resultater.

”Vores idrætsforeninger spiller en vigtig rolle for sammenhængskraften i vores samfund og for danskernes mulighed for at mødes, motionere og dyrke sport. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi har frivillige, der engagerer sig og lægger kræfter i foreningerne. Med prisen hylder vi de engagerede frivillige, der også under corona har omstillet sig og nu spiller en endnu vigtigere rolle i at styrke fællesskabet, sammenholdet og tilliden til hinanden. Det sætter vi højt i Ørsted, og det vil vi også gerne støtte i foreningslivet,” siger Jakob Askou Bøss, strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted.

Sidste år gik prisen som Årets Energibundt til Mette Paabøl Rytsel fra Virum-Sorgenfri Tennisklub, som har haft stor betydning for klubbens mangfoldighed og sociale sammenhold. Mette Paabøl Rytsel har igennem tiden engageret sig i alt fra at være træner, tovholder og spiller til tilrettelægger af stævner og arrangementer.

Læs meget mere om Årets Energibundt og sidste års vinder på orsted.dk/energibundt.

Om Årets Energibundt
Prisen er på i alt 75.000 kroner, hvoraf 25.000 kroner går personligt til energibundtet for sit frivillige engagement. De øvrige 50.000 kroner går til idrætsforeningen, som modtageren af prisen er tilknyttet.

Pengene er et bidrag til aktiviteter, der yderligere styrker det sammenhold, som er vigtigt for, at breddeidrætten kan blomstre. Desuden vil 2. og 3. pladsen modtage 10.000 kroner hver. 

Kandidaterne indstilles af medlemmer og andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger. Man kan ikke indstille sig selv, og samme person kan kun indstilles til prisen én gang. For at komme i betragtning til prisen skal man være tilknyttet en idrætsforening under et af DIF’s 62 specialforbund.

Indstillingsperioden er fra den 5. oktober til den 1. november 2020. Herefter nominerer dommerkomitéen tre kandidater til prisen.

Indstilling af Årets Energibundt 2020 foregår på orsted.dk/energibundt.

Prisen uddeles ved DR SPORT 2020 i januar 2021.

Foto: Ørsted