topbanner=nyheder.jpg;

 

DIF og DGI's Corona-hjælpepulje åbner igen

22.06.2020

DIF OG DGI’s CORONA-HJÆLPEPULJE ÅBNER IGEN

DIF og DGI’s corona-hjælpepulje er blevet tilført ekstra midler og kan frem til fredag klokken 12 søges af foreninger, som ikke allerede har søgt puljen.

I fredags var der godt nyt til de idrætsforeninger, som er blevet ramt økonomisk under corona-krisen. I forbindelse med den sommerpakke, som et bredt udsnit af folketingets partier vedtog i fredags, blev der tilført yderligere 50 millioner kroner til foreningernes hjælpepuljer.

I forvejen administrerede DIF og DGI i fællesskab uddelingen af 44 millioner kroner af de samlede midler, og nu kommer altså 44 millioner kroner oveni. Derfor skal puljen genåbnes for ansøgninger, og der kan søges i en kort periode fra den 22. juni klokken 12 til fredag 26. juni klokken 12.

Det er vigtigt at bemærke, at det kun er foreninger, som IKKE søgte, da puljen første gang var åben (fra 1. -15. maj), som kan søge nu. Herefter vil der ske samlet sagsbehandling af alle ansøgninger fra begge ansøgningsrunder, og foreningerne kan forvente svar i løbet af uge 27 (29. juni – 3. juli).

DIF og DGI’s corona-hjælpepulje henvender sig til idrætsforeninger som har mistet indtægter på grund af blandt andet aflyste arrangementer, manglende mulighed for at tjene penge på eksterne arrangementer, manglende kontingentbetaling og manglende sponsorstøtte. Også idrætsforeninger, som ikke er medlem af DIF og DGI kan søge puljen.

Se mere på www.dif.dk/stotte, hvor man også finder retningslinjer og svar på de mest hyppige spørgsmål.

Om DIF og DGI’s coronahjælpepulje
Et bredt udsnit af folketingets partier besluttede den 7. april at yde et ekstraordinært tilskud på 50 mio. kr. til lokale idræts- og spejderforeninger og fortrinsvis til de foreninger, der er hårdest ramt af eksempelvis medlemstilbagegang og aflyste mindre arrangementer med under 350 deltagere.

Midlerne fordeles forholdsmæssigt i de tre lokalforeningspuljer, der allerede eksisterer på idræts- og spejderområdet. DIF og DGI modtager i alt 44 millioner kroner, som administreres i fællesskab. Firmaidrætten modtager 3,5 millioner til uddeling blandt sine foreninger, mens DUF modtager 2,5 millioner til uddeling til deres foreninger.