topbanner=nyheder.jpg;
Move For Life i Egebjerg og Østbirk
Der er forskellige måder at gribe Move for Life arrangementet an i de fire haller i kommune, der i weekenden den 4.-5. november sætter fokus på idræt og bevægelse. I Egebjerg starter de allerede fredag den 3. november, og i Østbirk byder de udover idræt, leg og bevægelse også på midnatsgudstjeneste og et arrangement med byens syriske flygtninge.
Læs også: Move for Life bevæger Horsens.
Når hallerne i Brædstrup, Egebjerg, Torsted og Østbirk i weekenden den 4.-5. november åbner dørene for alle til en række forskellige idrætsaktiviteter, er der en række fællesnævnere og aktiviteter, som kommer rundt til alle haller. Fx kommer DRs populære værter fra programmet Store Nørd rundt og laver shows i alle hallerne (gratis entré), ligesom der kommer en række nye, spændende idrætsmuligheder forbi alle hallerne.
Men det er i høj grad de enkelte haller og lokale idrætsforeninger, der selv har stået for at sætte deres eget program sammen, og derfor ser programmet bestemt ikke ens ud i de fire haller.
I Egebjerg afvikler de allerede aktiviteterne fredag 3. og lørdag 4. november – og ikke lørdag-søndag som de fleste andre steder. Det skyldes to ting, forklarer formand for Egebjerg IF Martin Thomsen:
- For det første var hallen allerede reserveret til et stort DGI Håndboldstævne om lørdagen, og for det andet havde vi halvvejs planlagt en fællesspisning til fredag aften. Om aktiviteterne i hallen fortsætter han:
- Vi vil vise, alt det vi kan – bare på en ny måde. Vi vil gerne gøre folk nysgerrige på nogle af de mange ting, vi allerede har i dag. Derfor vil aktiviteterne sno sig rundt om de kendte idrætsgrene, men med et twist. Vi håber selvfølgelig, at mange bliver hængende efter spisningen for at hygge og være med i hallen, og mange af byens børn og unge kommer helt sikkert til at tilbringe en hel del timer heroppe, siger formanden.
Lørdag i Egebjerg byder på morgen yoga, familiegymnastik og ikke mindst et besøg fra Nørderne samt et stort håndboldstævne.
Se hele programmet for aktiviteterne i Egebjerghallen her.
I Østbirk er der fokus på at sammensætte et program, der gerne skulle bringe byen sammen – ikke bare om at røre sig. Det håber i hvert fald Hanne Nielsen, der er næstformand i Østbirk IF og den lokale tovholder.
- Min kæphest fra begyndelsen har været at få så mange som muligt inddraget; også de syriske flygtninge i byen. På den måde lærer vi hinanden bedre at kende, lyder hendes udgangspunkt.
Programmet begynder med leg i hallen lørdag midt på dagen, når DGI Karavanen kommer forbi. Senere, fra 14:30 til 15:30, er det de syriske kurdere, der er i centrum.
- De kommer med smagsprøver på deres egne retter og siden vil de lære os nogle af deres egne danse. De fleste af dem har en netværksfamilie, men vi vil gerne binde flere bånd mellem dem og byen, så de også oplever at være en del af fællesskabet, siger Hanne Nielsen.
Lørdagen byder også på Store Nørd, ”fitness uden maskiner” og funballz i hallen. Om aftenen er der motionsløb og gåtur for alle aldre rundt i byen i faklernes skær og ”natminton” – fjerbold i mørket – inden den lokale sognepræst Lone Buhl Pedersen runder af med en midnatsgudstjeneste kl. 23:30.
Søndag morgen er der fælles morgenmad inden dagen også byder på fællessang, familiegymnastik samt e-sport i form af FIFA turnering og lasergame.
Move for Life arrangeres af det lokale foreningsliv omkring hallerne i samarbejde med Horsens Kommune, Sport Horsens og DGI.
Move for Life er et idrætsprojekt under Kulturhovedstad Aarhus 2017. Move for Life foregår hen over et døgn i kommuner i hele Region Midtjylland og er understøttet af DGI.