topbanner=nyheder.jpg;
Orientering om coronarestriktioner over jul og nytår
Orienteringsbrev 18. december 2021 til foreninger, aftenskoler og brugere af de kommunale klubhuse:
Kære foreningsformand og aftenskoleleder
Som det sikkert allerede er dig bekendt, så har Folketingets Epidemiudvalg i går godkendt en række restriktioner på fritids- og idrætsområdet. Reglerne gælder allerede fra i morgen søndag d. 19/12 2021 kl. 08.00.
Det betyder, at lokaler og udendørs faciliteter til aftenskoleaktiviteter er lukkede.
For det øvrige foreningsliv kan lokaler benyttes, men der er genindført krav om mundbind for personer over 12 år. Det er ikke af myndighederne specificeret, hvordan mundbindskravet endeligt skal fortolkes, men tidligere gjaldt det ikke under selve aktiviteten eller når man sidder ned. Vi kan endnu ikke med sikkerhed sige, at det er sådan kravet skal håndhæves denne gang, men vi skriver det på fritidsportalen, når vi kender de nærmere retningslinjer. Mundbindskravet gælder indtil videre til den 17. januar.
Myndighederne har dog en opfordring om, at der ikke afholdes indendørs foreningsaktiviteter i juleferien indtil den 5. januar.
For at undgå at dørene automatisk holdes åbne til aflyste aktiviteter i de kommunale haller, sletter Forum Horsens alle bookinger fra den 22. december til 3. januar. Skulle der være foreninger, som har behov for at komme ind i perioden, så kontakt Forum Horsens i god tid før på forum@horsens.dk
De allerede eksisterende krav om coronapas fortsætter uændret. dog med den modifikation at der også er lukket for betalende tilskuere (og tilsvarende gratisbilletter) til idrætskampe.
Desuden henvises til de eksisterende anbefalinger for aktiviteten:
- Opfordring til, at alle møder op omklædte. Opfordringen gælder dog ikke i svømmehaller og andre steder, hvor det ikke er foreneligt med aktiviteten
- Opfordring til så vidt muligt at afholde aktiviteter inden for mindre og faste grupper/hold, hvor dette kan gøres som en naturlig del af aktiviteten.
- Opfordring til så vidt muligt at aflevere og hente børn udendørs. Forældre og andre voksne opfordres endvidere til at holde afstand. Afstandsanbefalingen gælder ikke mellem udøvere, trænere samt mellem forældre og børn ved børn-voksenaktiviteter mv.
Vi vil løbende opdatere fritidsportalen, når der kommer nye oplysninger: https://fritid.horsens.dk/side.asp?wkid=9980&side=61
I ønskes alle en god jul og et godt nytår.
Med venlig hilsen
Fritidsafdelingen, Horsens Kommune