topbanner=nyheder.jpg;

 

Få hjælp til at tiltrække frivillige i din forening

07.06.2022

 

Kære foreningsbestyrelse.

Vi ved det godt - næsten to år med COVID-19 restriktioner har kostet frivillige kræfter og hænder i kultur- og idrætsforeningerne. Vi ved også godt, at det er svært at få de frivillige tilbage eller tiltrække helt nye.

Men tilbage skal de. For det er i foreningslivet at vi finder fællesskabet og de nære relationer og de frivillige hænder er drivkraften.

Derfor igangsætter foreningen Insero Horsens i samarbejde med DGI, Horsens Kommune, Hedensted Kommune og Vejle Kommune nu kampagnen ’Velkommen (tilbage) til fællesskabet’, som skal bidrage til at få de frivillige kræfter tilbage efter næsten to år med COVID-19 restriktioner.

Reserver d. 22. september 2022 i din kalender til ’kick-off’ arrangement

Alle lokale foreninger i Horsens, Hedensted og Vejle Kommuner inviteres til ’kick-off’ dag d. 22. september 2022, hvor vi vil præsentere konkrete værktøjer og forslag til, hvordan I bedst får de frivillige tilbage til jeres forening.

Efter kick-off dagen får din forening mulighed for at få en workshop ud i foreningen eller for at deltage på en frivillighedsuddannelse senere på året. Kick-off dagen er helt gratis for dig og de andre frivillige.

Efter sommerferien modtager du en invitation til arrangementet, men skriv meget gerne allerede nu d. 22. september i din kalender.

Søg støtte fra Insero Horsens Frivillighedspulje

Du kan også allerede nu - og resten af 2022 - søge støtte fra Insero Horsens på op til 5.000 kr. pr. 500 medlemmer til aktiviteter, som giver noget tilbage til de frivillige i din forening. Det kan være til et sjovt socialt arrangement eller måske nyt klubtøj, der styrker fællesskabet i foreningen.

Ansøgere kan være borgerforeninger, idrætsforeninger, spejderorganisationer, ungdomsorganisationer og andre frivillige foreninger. Det eneste det kræver for at søge puljen er, at din forening har adresse inden for Insero Horsens’ lokalområde, som er området mellem Horsens, Hedensted, Vejle og Juelsminde. Læs meget mere om, hvordan du søger ’Frivillighedspuljen’ i vedhæftede dokument eller på www.inserohorsens.dk/da/frivillighed.

Vi håber meget, at I vil hilse dette initiativ velkommen og vi glæder os til at komme i dialog med rigtig mange af jer.

Vi kan slet ikke vente med at komme i gang.

Med venlig hilsen

Horsens Kommune, Hedensted Kommune, Vejle Kommune, DGI og Insero Horsens.